Det bliver ved med de rigtigt gode resultater fra de danske mesterskaber på kortbane i Vejle. Lørdag var Jens Riisgaard først ude i 200 fly og med 2.15.43 var der 1½ sekunds PR til Jens. Herefter fortsatte Markus Kjeldsen sin flotte stime med endnu en klubrekord – denne gang i 100 ryg og 56.18 og ½ sekund hurtigere end Niklas Brix rekord fra 2004 og 1½ sekund hurtigere end tilmeldt. Dette gav også pote på resultatlisten hvor Markus kvalificerede sig til sin tredje A-finale i sit tredje senior DM-løb.
Helena Venø Elling var herefter i endnu et sprint løb 50 fly og med et lidt mistimet indslag missede hun desværre A-finalen, men stadig en klækkelig PR og 28.22 ind som nr. 11 og klar til sin anden B-finale.
Det indledende afsnit sluttede af med Jacob F. Frederiksen der i 50 fri svømmede sin bedste tid i 2 år og med 25.01 svømmede sig ind som nr. 43.
I finaleafsnittet var Markus lidt mærket, men svømmede stadig en tid 1 sekund hurtigere end sin tidligere PR, men desværre ikke nok til en podieplads i ungsenior konkurrencen hvor han igen blev nr. 4 og endte som i de 2 øvrige finaler som nr. 8.
Dagens anden klubrekord, for mindre kan ikke gøre det i øjeblikket, satte Helena da hun i finalen i 50 fly forbedrede sig yderligere 2/10 dele og 28.01 er ny klubrekord 8/100 bedre end Kalinka Mogensens blot 3 år gamle rekord fra 2015. Tiden gav en placering som nr. 2 i B-finalen – samlet nr. 10, men ikke mindst som nr. 3 i ungsenior konkurrencen og dermed en bronze medalje til samlingen for Helena. Løbet blev vundet af Jeanette Ottesen som Helena var på skamlen med fredag aften.
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.