Talent Team
Silkeborg Svømmeklub tilbyder i samarbejde med EliteSilkeborg sine svømmere muligheden for en balanceret hverdag som elitesportsudøver i idrætsklasser i både folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Dette afsnit handler om idrætsklasserne i folkeskolen (Talent Team).
Svømmernes Talent Team ligger på Langsøskolen, hvor det er muligt at blive tilknyttet fra 7. til 9. klassetrin. Her får svømmerne mulighed for at gå i klasse med jævnaldrene, der ligesom dem selv har en ambitiøs tilgang til deres sport og træning. På Talent Team er både svømmetræning og basistræning (dryland) en integreret del af svømmernes skolegang. Samtidig tilknyttes eleverne en sund skolemadsordning, hvor der serveres frokost og mellemmåltider på de lange skoledage. Som ny Talent Team elev modtager man en pakke med blandt andet Talent Team tøj og en bog om kost til sportsudøvere. I TT klasserne er idrætsundervisningen målrettet elitesportsudøvere og vinkles på talentudvikling. Det betyder, at der undervises i emner som mentaltræning, ernæring og forebyggelse af skader.
Du kan læse mere om Talent Teams ansøgningsprocedure, samarbejdet og mulighederne for ekspertbistand som Talent Team elev nedenfor. Ved at klikke på billedet til højre kan du komme direkte til Talent Teams egen informationsflyer.
Tilmeldingen til Talent Team foregår ved at udfylde formularen på EliteSilkeborgs hjemmeside. Til denne skal vedhæftes den seneste elevplan i pdf-format.
Ansøgningsfristen er den 10. januar.
Herefter kontakter EliteSilkeborg Silkeborg Svømmeklub for en sportslig vurdering. Svømmere der i tidligere eller indeværende sæson har taget kravtid til Vestdanske Børne Mesterskaber, Vestdanske Årgang eller DÅM, er kvalificerede til at modtage klubbens anbefaling til Talent Team. Har en svømmer ikke tidligere kvalificeret sig til et mesterskab, skal denne ved ansøgningsfristen 10. januar være indenfor 3% af en kravtid til et af forårets mesterskaber.
Svar på ansøgningen modtages per e-mail senest den 1. marts.
Samarbejdet med EliteSilkeborg sigter efter at give svømmerne en harmonisk hverdag, hvor træning og skole går hånd i hånd. Svømmerne får derved optimale betingelser for at excellere i begge dele. Her er fokus på forstående kommunikationsveje mellem skole, barn, sport og hjem. Dette med henblik på at sikre svømmerens trivsel i hverdagen.
Fra Langsøskolens side er skolekoordinatoren tovholder på dette samarbejde. Fra svømmeklubbens side er det talentudvikleren, der er ansvarlig for Talent Team eleverne.
Ekspertbistand
Som en del af Talent Team ordningen er også muligheden for ekspertbistand fra fysiterapeuter, en mental coach og en sportsdiætist.
Det er muligt at benytte fysioterapeuterne til konsultationer uden henvisning fra egen læge. Dette er en fordel i forhold til undgå ventetid og få hurtig afklaring. Det er desuden muligt at have længere forløb gennem egen sundhedsforsikring eller privat betaling. Booking af en konsultation ved EliteSilkeborgs fysioterapeuter foregår gennem svømmerens træner.
Derudover er der ved behov mulighed for individuelle samtaler med en mental coach. Samtalerne kan dreje sig om alt lige fra målsætninger og ambitioner til håndtering af pres i hverdagen eller generel trivsel. Ligeledes har EliteSilkeborg tilknyttet en sportsdiætist, som kan bookes til individuelle forløb omkring temaer som muskelopbygning, vægttab, restitutions- eller genopbygningsperioder.
Sportslig anbefaling til Talent Team
For at blive optaget på Talent Team skal man have en sportslig anbefaling af Silkeborg Svømmeklub. Den modtager man, hvis man i tidligere eller indeværende sæson har kvalificeret sig til et mesterskab. Hvis man ikke har det, skal man ved ansøgningsfristen 10. januar være indenfor 3% af en kravtid til et af forårets mesterskaber, altså enten Vest Børn, Vest Årgang eller DÅM-L.
De 3 % beregnes på følgende måde:
Er en kravtid eksempelvis 1.22,47 svarer dette til 82,47 sekunder. 3 % oven i det findes således: 82,47*1,03 = 84,94. Det svarer til tiden 1.24,94.