Her finder svar på de hyppigste stillede spørgsmål
Aldersintervallerne ved de enkelte hold viser den alder, vi forventer de tilmeldte har ved holdopstart.
Instruktørerne planlægger i udgangspunktet undervisningen ud fra aldersintervallet, den alderssvarende motoriske udvikling, de beskrevne forudsætninger for holdet og det holdet har fokus på.
Vi er klar over at børn udvikles i forskellige tempi, og det er derfor vigtigt, at du overvejer om holdets aldersinterval, beskrivelse, fokuspunkter osv. passer til dit barn og om barnet kan klare foudsætningerne for holdet.
Eksempler:
Hvis du har et barn der er 1 år yngre end aldersintervallet for en holdtype, skal du overveje om dit barn er motorisk på niveau med de ældre børn, om barnet kan begå sig blandt de ældre børn og om barnet svømmemæssigt er klar til holdets fokuspunkter og kan klare forudsætningerne for holdet, inden du tilmelder barnet.
Ældre børn kan også meldes til et hold med et lavere aldersinterval, men igen bør du overveje om barnet vil trives sammen med de yngre og om holdtypen er den rette for dit barn.
Vi tilbyder i udgangspunktet ikke prøvetimer.
Dette er der flere grunde til som blandt andet er, at vi sikkerhedsmæssigt skal vide, hvem vi har i svømmehallen og at der er begrænsede pladser på holdene.
(Læs evt. om fortrydelse af tilmelding også)
Der er dog undtagelser: På Kunstsvømning og Vandpolo kan der aftales en prøvegang. Kontakt kontor@ssk.dk omkring dette.
Man skal undgå brugen af svømmevinger til børn.
Vinger fylder nemlig det meste af armene, hvilket resulterer i, at barnet ikke kan bruge armene som fremdrift og derved hæmmer vingerne barnets svømmeudvikling. Vinger begrænser ligeledes barnets udvikling af balancen og koordinering i vandet, hvilket er utrolig vigtigt for, at de får et veludviklet kropskendskab i vandet. Når balancen ændres pga. af vinger, får barnet en forkert stilling i vandet (lodret frem for vandret), og er dermed mere passive i vandet.
Ved brug af vinger får barnet et andet grundlag for at udvikle deres balance, og dermed forsvinder fornemmelse for fremdrift og egen opdrift af kroppen i vand. Barnet får den opfattelse, at det er naturligt at have hovedet over vandet, og at det ikke er nødvendig at bevæge sig. Barnet vil derfor ikke lære at rotere rundt i vandet og skabe frie luftveje, hvis heldet er ude. Uden frie luftveje sker der drukneulykker.
Det er korrekt, at vingerne kan holde barnet oppe i vandoverfladen, men det er en falsk tryghed. Hvis barnet har vænnet sig til at benytte vinger, som holder barnet oppe, kan der lettere opstå drukneulykker. Hvis barnet ved et uheld falder i vandet, vil barnet ikke naturligt bevæge sig og søge op mod vandoverfladen, men passivt vente på, at blive trukket op til overfladen – hvilket ikke sker ad sig selv. I lavt vand er der en anden ulempe: Et yngre barn, der går rundt i et lavt bassin og falder, vil instinktivt søge at få armene til bunden for at genvinde balancen og komme op at stå, men dette kan barnet ikke, da vingerne holder armene i vandoverfladen.
Uden brug af vinger har barnet mulighed for at lege med sine bevægelser i vandet og herved opnå større kropsbevidsthed, bedre koordinering i vandet samt udvikle sin balance, så barnet er rustet til at klare vandets udfordringer på godt og ondt. Barnet skal have en fornemmelse af egne samt vandets muligheder og begrænsninger, for at blive tryg ved vandet og for at kunne håndtere det at svømme. At bruge vinger giver altså falsk tryghed, og barnet vil ikke opnå respekt for vandet, hvilket kan have store konsekvenser.
Hvad skal jeg gøre hvis mit barn allerede bruger vinger?
- Snak med jeres barn, og fortæl at det nu er tid til at svømme uden vinger.
- Tag selv i svømmehallen når der er offentlig åben og leg med dit barn – uden vinger.
- Køb et par svømmebriller, så det bliver nemmere for barnet at se under vandet.
- Har jeres barn svært ved at komme af med vingerne, kan det være en fordel at benytte sig af aquaorme (de lange slanger i forskellige farver).
Det optimale for en sund svømmeudvikling er ingen brug af fastspændte opdriftsmidler, (her indgår også bælter, oppustelige ting og badetøj med indbygget opdrift), men i stedet kendskab til aquaorme, svømmebriller, små plader og ikke mindst råd og vejledning fra instruktørerne om svømmeteknikker og støttegreb.
Når klubben får kendskab til at en svømmer har epilepsi informeres den ansvarlige instruktør/træner med det samme.
Af sikkerhedsmæssige grunde skal en svømmer med epilepsi altid have en personlig ledsager (forælder eller anden kendt voksen) med i svømmehallen. Denne ledsager sidder ved bassinet og holder øje med svømmeren i vandet mens der svømmes eller laves andre aktiviteter i bassinet. Svømmeren skal derudover bære farvet badehætte, så svømmeren er nem at få øje på.
Dette gælder uanset hvilken type epilepsi, der er tale om.
Hvis dit barn har skoldkopper, må barnet komme til svømning igen, når udslættet har tørre skorper og barnet er feberfri.
Vand opløser de tørre skorper og der kan derfor komme ar.
For så vidt muligt at undgå ar, skal de tørre skorper have lov at sidde til de falder af af sig selv.
Man må gerne svømme, når man har fået lagt dræn.
Lyt altid til hvad din læge har anbefalet dig.
Det er vores erfaring at et barn der kun dykker hovedet lige under vandoverfladen og ikke længere ned, ikke får mere vand i øret end ved et brusebad.
Trykket på øret stiger i takt med hvor langt ned, man dykker. Det kan derfor være en god ide i en periode ikke at dykke dybt, hvis man har væske på øret eller fornylig har fået lagt dræn.
Fodvorter smitter via gulvet i omklædningsrum, gangen fra svømmehal til/fra omklædningsrum og gulvet rundt om bassinerne, når man går med bare fødder.
Du må ikke komme til svømning med ubehandlede fodvorter.
Når du har påbegyndt behandlingen af fodvorten, må du komme til svømning, men du skal benytte badesko, når du går rundt med bare fødder.
På nogle børnehold bruges kanten ved bassinet meget, f.eks. ved high-five-stafetter, komme op af vandet for at få fælles besked osv. Vi opfordrer til, at forældre vurdere om deres barn, som har en fodvorte uder behandling, kan huske at tage badesko på hver gang, de kommer op på kanten. Hvis forældrene er i tvivl om skoene vil blive husket, beder vi om, at barnet holdes hjemme til fodvorten er væk, så vi mindsker smitten til de andre på holdet/holdene og instruktørerne.
Det er vigtigt at alle kommer en tur under bruseren og vasker sig inden de tager badetøjet på og går ind for at svømme.
Hvis du vasker dig med badetøjet på, risikere du at der sætter sig sæberester fast i badetøjet. Sæbe ”æder” klor i bassinvandet. Slæber du sæberester med ind via dit badetøj, skal der derfor tilsættes mere klor.
Du skal vaske dig selv og dit hår, fordi din krop har en masse affaldsstoffer siddende, der kan være med til at forringe bassinvandets kvalitet og renhed. Vi vil gerne svømme i så rent vand som muligt – derfor skal du i bad før du tager badetøjet på og går ind for at svømme.
Der kan være trængsel under bruserne og vi opfordrer derfor til, at man træder et skridt til siden, mens man sæber sig ind, så en anden kan skylle sig imens. Vi kan godt dele bruserne.
Det er ikke muligt at reservere en plads på et hold.
Vores hold fyldes ved tilmelding via www.ssk.dk/tilmelding/ efter “først-til-mølle”-princippet.
Du / dit barn er tilmeldt, når du har betalt for holdet.
Vi har ikke mulighed for at give økonomisk tilskud.
Du kan søge tilskud mange andre steder f.eks. kommunen, Mødrehjælpen, Broen, Dansk Flygtningehjælp m.fl.
Betaling direkte til SSK af tilskudsgiver
Skal den/dem, der giver tilskud betale hele eller del af kontingentet direkte til os, kræver det, at vi tilknytter dig / dit barn, som skal gå på holdet til holdet, og du skal derfor sende en mail til kontor@ssk.dk.
Dette kræver, at der er en ledig plads på det ønskede hold, når vi ser din mail med følgende oplysninger:
- Navnet på den, der skal tilmeldes
- Medlemsid-nummeret på den, der skal tilmeldes
- Information om det ønskede hold (holdnummer, holdnavn, ugedag og tidspunkt)
Hvis der er ledig plads på det ønskede hold, kan vi tilknytte dig / dit barn til holdet og systemet vil sende dig en opkrævning til den mailadresse, der står på medlemsprofilen. Du skal selv sende denne mail videre til den/dem, der giver dig tilskud. Opkrævning skal betales via mobilepay eller bankoverførsel og du kan derfor indbetale din del og tilskudsgiver kan indbetale sin del. Husk at angive medlemsid-nummeret i kommentarfeltet ved betalingen.
Værdibeviser
Har du modtaget et værdibevis fra f.eks. Dansk Flygtningehjælp, så skal vi modtage dette værdibevis. Du skal selv betale, den del af kontingentet, som værdibeviset ikke dækker. Du skal derfor sende en mail til kontor@ssk.dk med følgende oplysninger:
- Navnet på den, der skal tilmeldes
- Medlemsid-nummeret på den, der skal tilmeldes
- Information om det ønskede hold (holdnummer, holdnavn, ugedag og tidspunkt)
Hvis der er ledig plads på det ønskede hold, kan vi tilknytte dig /dit barn til holdet og systemet vil sende dig en opkrævning til denmailadresse, der står på medlemsprofilen. Du skal selv betale det beløb, som ikke er dækket af værdibeviset. Når vi har modtaget værdibeviset, giver vi besked om din /dit barns deltagelse på vores hold og får beløbet på værdibeviset overført.
Brug for kvittering
Har du betalt for et hold, men har fået tilskud efterfølgende kan du få brug for en kvittering. Systemet sender dig automatisk en bekræftelse på din betaling, hvis du har betalt via med dankort via tilmeldingssiden. Denne mail kan du bruge som kvittering. Har du brug for mere, kan du kontakte kontor@ssk.dk
Når vi skal rådgive omkring valg af hold tager vi altid udgangspunkt i den svømmemæssige udvikling: Hvad kan du / dit barn i bassinet? Derefter vil vi ved børn se på alder.
Vores børne-hold har alle et aldersinterval. Dette er alderen vi forventer børnene har ved holdopstart. Men læs beskrivelsen af holdet grundigt, måske passer det ikke til barnets svømmemæssige udviklingstrin. F.eks.: Bare fordi et barn er fyldt 8 år, er det ikke sikkert barnet vil have det godt i den dybe ende af det store bassin uden hjælpemidler.
Vi kan ikke garantere, at et barn på 10 år ikke vil kede sig på et hold for 6-8-årige, da instruktørerne planlægger aktiviteter til denne aldersgruppe. Men det er forældrene, der kender barnet bedst og måske vil en 10årig have det fint med at være sammen med de 6-8-årige. Der er forskel på børn og hvem de har det godt med at være sammen med.
Du finder holdbeskrivelser for alle hold under fanen “Undervisning” i topmenuen på hjemmesiden.
Som udgangspunkt opretter vi ikke flere hold ud over dem der er planlagt i løbet af sæsonen, da vi udnytter den bassintid, vi har fået til rådighed fra starten af sæsonen.
Men hvis et andet hold bliver aflyst pga. for få tilmeldinger (der skal være mindst 5 tilmeldte, for at holdet kan gennemføres), kan vi af og til oprette et nyt hold i dette tidsrum.
Hvis vi får mulighed for at oprette et hold af en holdtype, hvor vi kan se, vi har ventelister, vil vi – så vidt det er muligt – informere om dette hold til dem, der står på venteliste, som ikke allerede er tilmeldt et andet hold.
Ifølge vores handelsbetingelser kan du få det indbetalte kontingent minus et gebyr retur ved skriftlig afmelding pr. mail til kontor@ssk.dk inden holdets fjerde svømmegang efter tilmeldingen.
For at kunne give dig denne tilbagebetaling har vi brug for følgende informationer i den mail, du sender til kontoret:
- Den tilmeldtes navn
- Den tilmeldtes medlemsid-nummer
- Information om at du ønsker at afmelde
- Oplysninger om holdet den tilmeldte skal afmeldes og derfor ikke deltage på (holdnummer, holdnavn, ugedag og tidspunkt)
- Bankoplysninger på den konto pengene skal udbetales til (reg.nr. og kontonr.)
Du finder vores handelsbetingelser under holdkategorierne på www.ssk.dk/tilmelding/
Læg mærke til at vi ikke giver pengene retur for kortere forløb og arrangementer. Se Handelsbetingelserne for nærmere beskrivelse.
Når du/dit barn står på venteliste, vil du få tilbudt en plads på holdet, hvis der bliver en plads ledig.
Du/dit barn kan stå på venteliste til alle de hold, du kan se, kan passe ind i jeres hverdag. Det er gratis at stå på ventelisterne. Man står på venteliste til det enkelte hold og ikke holdtypen.
Hvis der bliver en plads ledig på et hold, vil systemet automatisk sende en mail med et tilbud om pladsen til den første på ventelisten. Denne har så 48 timer til at tage imod pladsen ved at betale for den. Sker dette ikke, vil systemet automatisk sende tilbuddet om pladsen til den næste på ventelisten.
Du kan godt få tilbudt en plads midt i sæsonen, hvis der f.eks. bliver en plads ledig når nogen flytter fra byen eller af anden grund ikke længere skal deltage på holdet.
Holdpriserne justeres 1. november, 1. januar og 1. marts for hold i ordinær sæson eller efterårs- og forårs-sæson.
Tager du imod en plads, som du har fået tilbud om pga. ventelisten og dette resultere i at du/dit barn nu er tilmeldt to hold, men kun skal deltage på det ene, kan du sende en mail til kontor@ssk.dk med nedenstående oplysninger. Så vil vi sende det overskydende kontingent retur og afmelde dig/dit barn fra det hold, du/dit barn ikke skal deltage på.
- Den tilmeldtes navn
- Den tilmeldtes medlemsid-nummer
- Information om at den tilmeldte er tilmeldt to hold pga. ønske om holdskifte
- Oplysninger om holdet den tilmeldte skal afmeldes og derfor ikke deltage på (holdnummer, holdnavn, ugedag og tidspunkt)
Du kan ændre din mail-adresse, adresse, fødselsdato, telefonnummer mv. på www.ssk.dk/tilmelding/ ved at logge ind under “Eksisterende medlem”.
Vi sender ikke nyhedsmails ud, men kun mails med informationer, som drejer sig om det hold, du/dit barn er tilmeldt. For at sikre at du får disse beskeder, er det en fordel at du har tilladt, at vi må sende dig “nyheder”.
Det er vigtigt, vi har et mobilenummer på medlemsprofilen, så vi hurtigt kan komme i kontakt, hvis f.eks. bassinet bliver lukket pga. rengøring eller der er sket et uheld.
Den ordinære sæson løber fra starten af september til slutningen af april.
Holdene i varmtvandsbassinet har en efterårssæson (september-december) og en forårssæson (januar-april).
Enkelte hold kan have andre perioder, hvilket vil fremgå under informationen om holdet på tilmeldingssiden. F.eks. kan vores Crawl Teknik-hold have 10 ugers forløb.
I maj-juni får vi som oftest lidt ekstra bassintid, som vi udnytter til “sommerhold” i perioden start maj til skolernes sommerferie.
Sæson 24/25:
Sæson 24/25 er særlig, da bassinerne på Silkeborg Højskole skal renoveres og vi derfor ikke har modtaget bassintider i kommunens svømmehaller efter 1. april 2025.
Sæson 24/25 løber derfor fra start september 2024 til udgangen af marts 2025.
Holdene i varmtvandsbassinet har efterårssæsonen: september-december og vi håber på en forårssæson: januar-april, men er ikke sikre på april endnu.
Enkelte hold kan have andre perioder, hvilket vil fremgå under informationen om holdet på tilmeldingssiden. F.eks. Crawl Teknik-hold.
Vi håber at få mulighed for at tilbyde “sommerhold” i perioden start april til skolernes sommerferie.
Hvis du eller dit barn er blevet tilmeldt til et hold, men du ønsker et andet hold, skal du tilmeldte til det rette hold på www.ssk.dk/tilmelding/.
Derefter sender du en mail med følgende information til kontor@ssk.dk:
- Den tilmeldtes fulde navn
- Den tilmeldtes medlemsid-nummer
- Information om at den tilmeldte er tilmeldt flere hold pga. ønske om holdskifte
- Oplysninger om det hold den tilmeldte skal afmeldes og derfor ikke deltage på (holdnummer, holdnavn, ugedag og tidspunkt
Når kontoret har modtage ovenstående information, kan vi afmelde den tilmeldte fra holdet og sende den overskydende kontingentindbetaling retur.
På denne måde sikre du pladsen på det ønskede hold.
Det er den, der skal gå på holdet som skal have en medlemsprofil.
Børn oprettes med eget navn og fødselsdato, men med den ene forælders mobilnummer og mailadresse.
På den måde kan forældre have samme login til flere børn/familiemedlemmer.
Når man trykker på “tilmeld” ud for et hold og logger ind med sit mobilnummer eller mailadresse, vil der komme en liste over medlemmer med dette login frem. Man kan så vælge det medlem / det barn, der skal gå på holdet i listen og derefter betale for holdet.