Så har vi klaret endnu en Aquaskole i Silkeborg Svømmeklub. Endnu en gang har vi haft en fantastisk uge med en masse dejlige børn, der har givet den fuld gas og som har lært og udviklet sig en masse. Vi har arbejdet med præcision, skarphed, fællesskab, samarbejde i større og mindre grupper og på tværs af aldersgrupper, trodset mørkegrå skyer og givet den fuld gas både til lands, i vand og i luften fra vipperne. Som i uge 26, afholdte vi Aquaskolen på Silkeborg Højskole, hvilket har fungeret rigtig godt. Særligt da vejret ikke har været så meget med os, så har det været rigtig godt, at børnene har kunne komme ind i tørvejr og har kunne få varmen inde i svømmehallen. Herfra skal lyde en stor tak til både Silkeborg Højskole og til FDF 2 for brug af spejderhytte.
Samarbejde: Ugen har helt generelt budt på udfordringer både i form af vejret, men også planlagte udfordringer. Børnene har for alvor fået testet deres samarbejdsevner, når de i morgen- og eftermiddagsfælleslegen har skulle flygte fra instruktører og rede hinanden når “ulykken” har været ude. Eller når livredning har været i fokus og børnene har hentet dukker på bunden, øvet sig i at bjerge andre og skulle hale hinanden sikkert op af vandet.
Krudt i rumpetten: Hver dag har vi startet dagen med en fællesleg for alle børn og instruktører. Her har temaet været at lege på tværs af holdene. Derudover har vi også sluttet dagen med en fællesleg, for lige at brænde det sidste krudt af i fællesskab.
Højt at flyve, dybt at falde: Rigtig mange af børnene har givet den fuld gas på vipperne. Der er blevet lavet saltoer og hovedspring fra 1 m. vippen og prøvet grænser af fra 3 m. vippen. Hertil er der blevet dykket både i det lille bassin, i den lave ende og den dybe ende, når børnene er blevet udfordret på at hente dukker, skildpadder og andet godt på bunden.
3*F – Fuld fart frem: Helt generelt har det været et tema for alle hold hele ugen at have det sjovt. Nogle hold har øvet sig meget i at svømme og udvikle teknikker, mens andre hold har givet den fuld gas på at have det sjovt og lave en masse lege, som der normalt ikke er plads til på samme måde i hverdagen. Blandt andet har den fået fuld fart til stopdans i det lille bassin og lavet andre danse til musik. Der er lavet kæmpe forhindringsbaner, hvor børnene har skulle hele vejen rundt i det store bassin og der er blevet løbet et utal af ture rundt på atletikbanen.
Tusind tak!: Der skal lyde en stor tak til Rema 1000 i Balle, som har sponsoreret frugt til til begge uger – det har både instruktører og børn været virkelig glade for når sulten har meldt sig både formiddag og eftermiddag.
Jyske Bank har også været på pletten og har sponsoreret drikkedunke til børnenes goodiebags. Dunkene er blevet flittigt brugt til både vand og saftevand og til den afsluttende vandkrig fredag, fungerede dunkene også som vandpistoler.
Til slut skal der også lyde en stor tak til SPORT 24, som har sponsoreret selve posen til goodiebags, og som en af pigerne så fint udtrykte det “Hurra, jeg elsker at få ny gymnastiktaske”. Så de skal helt sikkert også blive brugt i fremtiden.
Billederne fra Aquaskolen kan ses her
På vegne af Silkeborg Svømmeklub, vil jeg gerne sige tak til både børn, forældre og instruktører for nogle gode uger. Jeg glæder mig allerede til næste år!
// Maiken Jensen, breddechef i Silkeborg Svømmeklub
Læg en kommentar