Det er med stor sorg, at jeg har hørt om Lars Bo Larsens død. Med hans bortgang har SvømDK mistet en markant skikkelse og et godt menneske.
Det var i hans rolle som udviklingskonsulent jeg første gang traf Lars Bo. Nærmere betegnet et regionsmøde i SvømDK (tidl. Dansk Svømmeunion), hvor et af punkterne omhandlede vigtigheden af beredskabsplaner, det var tilbage i 2011.
Lars Bo forstod at formilde informationer og viden så det kom alle klubber til gode. Han var i dialog med rigtig mange og forstod de enkelte klubber uanset størrelse, visioner og målsætning. Om det var bredde, konkurrence, livredning, åben vand m.m. så var Lars Bo manden man kunne spørge til råds. Kendte han ikke selv svaret, fandt han det hurtigt eller skabte kontakten til andre i sit store netværk som kunne hjælpe. Selvom netværket var stort, kunne han navnene på de personer han havde haft kontakt med. Alle blev hørt og fik gode råd med på vejen.
Lars Bo var altid imødekommende og positivt indstillet og han behandlede alle med respekt. Lars Bo formåede at samle folk og han så muligheder og løsninger frem for problemer og begrænsninger.
Lars Bo satte sit aftryk i Dansk svømning, ikke ved at stå forrest i rampelyset og modtage hæder, men han var der altid i kulissen som ildsjælen der fik tingene til at ske. Det være sig lige fra stævner, åbent vand, livredning til formandsmøder og øvrige netværksmøder i regionen.
Lars Bo er nu taget afsted for at møde den største svømmetræner af dem alle og jeg er sikker på, at de sammen får igangsat et projekt som involverer en eller anden form for aktivitet i vand.
Æret være Lars Bo Larsen minde.
På Silkeborg Svømmeklubs vegne.
Jens Mikkelsen, Formand.