Det er med stor glæde at Silkeborg Svømmeklub kan præsentere Kennet Kjeldsen som cheftræner i Silkeborg Svømmeklub med ansvar for klubbens bedste svømmere fra næste sæson.
Kennet er tidligere konkurrencesvømmer i Silkeborg Svømmeklub, hvor han også havde sit første trænerjob som ansvarlig for K4. Siden har han udviklet sine trænerkompetencer i flere forskellige klubber; senest som cheftræner i Vejle og Swim Team Odense. Kennet har trods sine kun 32 år allerede været ansvarlig træner for adskillige svømmere, der har opnået deltagelse ved internationale mesterskaber.
Undervejs har Kennet desuden gennemført diplomtræner-uddannelsen på Aalborg Sportshøjskole.
Kennet er netop vendt tilbage til Danmark efter i 2,5 år at have rejst verden rundt som destinationsleder på længerevarende ungdomsrejser. Derfor har vi valgt at tilknytte Kennet allerede fra maj. De næste par måneder vil han derfor være i klubben for at arbejde med forskellige udviklingsopgaver med henblik på at skabe en endnu stærkere konkurrenceafdeling. Derudover vil han have fokus på planlægningen af næste sæson. Han vil selvfølgelig også lejlighedsvis være at finde på kanten, når de forskellige K-hold træner. Kennet vil her fungere i en konsulentrolle for trænerne samtidig med at han, svømmere og trænere lærer hinanden at kende.
Runa Dalby og Anton Bundgård fortsætter naturligvis som konstituerede førsteholdstrænere frem til Danske Langbanemester-skaber. Samtidig får de nu fornøjelsen af coaching på højt niveau. En mulighed som de begge har modtaget med glæde og ser frem til at lære meget af.
I Kennet får vi en cheftræner, som med sine unikke kompetencer vil kunne styrke vores vision om at rykke klubben til det næste niveau. Vi ser frem til samarbejdet og glæder os til at dele alle oplevelserne.
Læg en kommentar