Efter et par fantastiske dage med A-finaler til Markus Kjeldsen kom Markus lidt ned på jorden igen da han efter et flot løb i 200 medley og en tid der ville have bragt ham i endnu en A-finale desværre blev diskvalificeret. I samme løb var Mikkel en smule over sin PR i det indledende heat, men nok til en B-finale, hvor han så til gengæld satte turbo på og med 2.15.62 blev. Nr. 2 i B-finalen og samlet nr. 10 og op på alle tiders rangliste som nr. 9. Forinden havde Helena kvalificeret sig til endnu en B-Finale med 27.96 i 50 fri og den fik også lige en tand mere i finalen hvor 27.70 rakte til 12. pladsen og et hop op af SSK’s interne rangliste så Helena nu er nr. 6.
Jens Riisgaard var ude på den helt lange 1500 fri og hev en PR på godt 12 sekunder op af posen og nåede under de 17 minutter i 16.59.18 og den 4. bedste tid igennem tiderne i SSK. Mandag aften sluttede med en holdkap i 4×100 holdmedley og her tog Markus revanche ved i udlægget på 100 ryg at svømme en PR på mere end 1 sekund og 1.01.56 skubbede SSK nytiltrådte cheftræner Kenneth Kjeldsen fra 3. pladsen på alle tiders SSK rangliste. Også de øvrige 3 drenge på holdet gjorde en rigtig god figur. Mikkel Kirkegaard gik 1.08.04 i 100 bryst, Jens Riisgaard 1.01.06 i 100 fly og Oliver Frølund 55.93 i 100 fri – nok til en samlet 13.plads.
Tirsdag bød på hele 5 B-Finaler og en enkelt C-finale og dermed et fornemt punktum for et godkendt stævne. Mikkel Kirkegaard viste endnu engang kvalitet i 100 bryst og hvis de 1.07.73 han svømmede i finalen var svømmet i indledende var det blevet til mere end den flotte 9. plads som den 6. bedste tid på SSK’s rangliste rakte til. Også Esther Flø var i B-finalen i 100 bryst efter et løb lidt over PR i indledende, men ligesom Mikkel forbedrede hun sig også i finalen og 1.16.69 her var en tid meget tæt på Esthers PR og rakte til en 3. plads i B-finalen og samlet nr. 11
I 200 fri var der som forventet en finale plads til Markus som 12’er efter indledende, men også Jens Riisgaard viste at han har haft et rigtigt godt stævne og svømmede sig i sin anden finale denne gang en C-Finale som nr. 24. Begge drenge forbedrede sig i finalerne og Markus forblev nr. 12 med en tid på 1.58.23 og Jens meget tæt på at komme under de 2 minutter med 2.00.17 og en samlet 19. plads og ind på SSK ranglisten som nr. 8. Markus var i endnu en B-Finale hvor han i 100 ryg endte sidst i B-finalen. Den sidste finale tirsdag var Helena i 50 fly hvor der endnu en gang var en forbedring fra indledende til finale og med 29.34 gav det en flot samlet 12. plads og et ryk op på ranglisten som nr. 6.
Sidste løb til stævnet gav en ny klubrekord til SSK da de 4 drenge Oliver 2.22.08, Mikkel 2.17.00, Jens 2.21.52 og Markus 2.14.34 svømmede 4×200 IM og forbedrede rekorden fra sidste år med 5 sekunder og samtidig rykkede 2 pladser frem på resultatlisten som et flot nr. 7 i holdkappen.
Samlet set et flot DJM med ikke mindre en 3 A-finaler, 9 B-finaler og 5 C-Finaler – flotte placeringer i 800 og 1500 fri til Jens – og samlet en placering som 17. bedste klub i Pointkonkurrencen og som nr. 21 i medalje statistikken.
Læg en kommentar