I den forgangne weekend drog 6 entusiastiske årgangs svømmere mod Gentofte til de udskudte og derfor længe ventede Danske Årgangs Mesterskaber 2021.

 

Selvom træningen kun har været i gang i ganske få uger siden sommerferien leverede alle svømmerne utrolig flotte præstationer. De svømmede med et højt teknisk niveau, havde styr på deres løbsplaner og var dygtige til at eksekvere dem.

Weekendens top præstation stod Simon Gaarde for, da han blev nummer 2️ i bryst kategori-konkurrencen. Her lægges pointene for 50m, 100m og 200m bryst sammen, og den unge Silkeborg svømmers alsidighed på de forskellige distancer rakte altså til en flot pokal. Simons bedste placering ved stævnet gav ham en bronzemedalje med hjem, den svømmede han sig til i 50 bryst i tiden 32.18.

Både Frederik Vejvad og Lærke Kristensen svømmede sig i top 10 til stævnet.

Frederik med en flot PR på 100 fly i tiden 1.05,35. Det er et løb, som Frederik først for nylig har kastet sig over, og vi ser meget frem til at følge hans lovende udvikling igennem den kommende sæson.

Lærke leverede en kæmpe præstation i 200 br, hvor hun med en veludført strategi satte en gigantisk PR i tiden 2.53,23. Udover at lande hende i top 10 for 07er pigerne til stævnet indløser denne tid også en billet til DMJ senere på efteråret.

Vi er glade for at dette stævne kunne lykkes og give især Lærke, Zilas og Klara en god afslutning på deres tid som årgangssvømmere. Nu ser vi frem til at følge dem igennem den næste fase af deres svømmekarriere som juniorsvømmere.

Stævnet har givet masser af blod på tanden, inspiration og læring til svømmerne. Nu skal vi tilbage til træningsbassinet hjemme i Silkeborg og arbejde videre mod en aktivitetsrig sæson, hvor vi ser frem til mange flere store stævner og fantastiske oplevelser sammen.