I forbindelse med Dansk Svømmeunions generalforsamlingen, som blev holdt i Idrættens Hus lørdag formiddag, modtog Sidsel Homann en æresbevisning for sin mange års indsats indenfor kunstsvømning(synkron svømning). Sidsel er i dag tilknyttet Lyseng, men ses jævnligt på kanten i Silkeborg Svømmeklub, hvor hun hjælper med at træne klubbens Synkro hold.
Silkeborg Svømmeklub ønsker Sidsel tillykke med æresbeviset.
Fra Dansk Svømmeunion:
Siger man synkro i Danmark – siger man samtidig Sidsel Homann
For Sidsel har altid været bidt af synkro – eller kunstsvømning, som det hedder nu. Helt tilbage i de tidlige 90’ere, drog hun egenhændigt mod USA for at træne kunstsvømning. Efterfølgende blev det til en plads på landsholdet i midt halvfemserne og siden er det blevet til utallige danske mesterskaber og deltagelse ved adskillige internationale stævner.
Som master har Sidsel også været aktiv i de senere år. Sammen med sin duet-makker har Sidsel blandt andet optrådt i det olympiske bassin i London i 2016.
Sidsel har været træner for mange dygtige piger, og hun har varetaget værtsrollen ved utallige kunstsvømningsstævner i Danmark – opgaver, som kræver tid og overblik.
Og altid har Sidsel været hjælpsom, når mindre erfarne ildsjæle har haft brug for gode råd.
Efter at have været menigt medlem af Synkrosektionen – som det dengang hed – fra starten af nullerne, blev Sidsel leder af sektionen i 2006 – en lederrolle, som hun har varetaget dygtigt og ansvarligt frem til nu.
Sidsel har arbejdet for – og lykkedes med – at der i Danmark er et samlet disciplinudvalg for kunstsvømning. Og altid har hun kæmpet for at øge kendskabet til sporten herhjemme, og få flere til at dyrke kunstsvømning.
Altid – også i svære tider – har Sidsel været den, der har holdt sammen på det hele.
Hun har aldrig været bange for at gå forrest i bestræbelserne på at styrke rammerne for at bevare kunstsvømning som en aktivitet i Danmark, og det har altid været en fornøjelse at samarbejde med Sidsel i Dansk Svømmeunion.
Sideløbende med den imponerende mangeårige indsats som Sidsel har ydet for kunstsvømningen i Danmark, har hun samtidig formået at jonglere med både uddannelse, politik og arbejde. Selv ikke hus, mand, børn og hund har kunnet afholde Sidsel fra at involvere sig i kunstsvømning.
Nu er tidspunktet så alligevel kommet, hvor Sidsel har valgt at stoppe som disciplinleder.
Derfor fandt Dansk Svømmeunion det for passende lørdag formiddag at takke Sidsel for en kæmpestor indsats for en lille sport i Danmark. Sidsel har både mestret sporten selv i vandet på smukkeste vis gennem mange år, og hun har kæmpet for sporten på det organisatoriske og politiske plan ligeledes i mange år.
Således ingen tvivl om, at Sidsel Homann fortjener ros og anerkendelse. Og det fik hun velfortjent lørdag formiddag med overrækkelsen af Dansk Svømmeunions æresbevis.
Sidsel Homann har været tilknyttet Silkeborg Svømmeklub siden hun var fire år gammel. Fortsatte medlemskabet i Silkeborg Svømmeklub frem til 2012. Derefter rykkede hun medlemskabet til Lyseng I.F., hvor hun også opstartede et kunstsvømningshold tilbage i 1998.
Om SVØM æresbevis
SVØM æresbevis udgør den højest opnåelige udmærkelse for alle engagerede inden for svømmesporten i SVØM. Denne udmærkelse er forudsætning for en eventuel modtagelse af DIF-ærestegn. Det er en påskønnelse til personer, der har ydet en særlig indsats for svømmesporten.
Læg en kommentar