Formandens beretning, Silkeborg Svømmeklub 5. april 2022.
2022 startede som 2021 sluttede, med et Danmark i Coronaens tegn.
Vi valgte som i 2020, at alle vores 3 fuldtidsansatte, Tine, Mathilde og Runa, fortsat skulle arbejde fuld tid. På den måde kunne vi bedst muligt både fastholde og hjælpe svømmerne til at have de bedste forudsætninger, når vi igen kunne komme i vandet. Samtidig kunne vi på denne måde hjælpe svømmerne til med afstand at opleve så meget fællesskab som muligt i en svær tid.
Denne 2. nedlukning gav dog svømmere med kravtid til DM-senior lov til at træne indendørs og i vand. Imens var alle øvrige henvist til parkeringspladsen og boldbanerne lidt nede af Nylandsvej.
K-hold blev delt op i grupper på 10. Det var hårdt for alle. Men dobbelt for K1, da den ene halvdel måtte træne inde, mens den anden halvdel skulle være ude.
Der blev brug for huer, vanter, halse-disser og rigtig meget vilje for at holde humøret højt, holde ud, træne og bearbejde frustrationer.
Vi allierede os med Sportsfys Silkeborg, så svømmerne på K1 og K2 i det mindste 3 gange om ugen kunne træne indendørs under Deres kyndige vejledning.
DR1 besøgte Silkeborg Svømmeklub i starten af februar. Her satte Mikkel Mølgaard og Mathilde rigtig flot ord på hvor svært det er, når man er henvist til tørtræning i frostvejr, mens andre kan træne inde og i bassin.
Ungdomsafdelingen startede online-træning fra starten af februar. Det blev over de næste måneder til masser af værdifuld træning, Quis kagebagning og meget andet. Fra marts var der tilbud til flere hold om også at mødes på parkeringspladsen til udendørs træning. MidtJyllandsAvis kiggede forbi, spurgte ind og tog flotte billeder af såvel udendørstræning som onlinetræning.
Klubmesterskabet 2020 blev programsat til 6 uger efter opstart. Men da udsigterne for en præcis dato var lange, startede en alternativ pokaluddeling med video-opslag på Facebook i slutningen af januar, da Togsverd blev kåret til årets fund, mens uddeling af de øvrige præstationspokaler fulgte efter de kommende måneder.
I uge 7 blev årets udenlands-træningslejr for K1 til en udendørs-træningslejr med aktiviteter i både Vesterskoven og på Atletikstadion. Hele holdet kunne på den måde om end med afstand være samlet. Det blev en noget anderledes optakt til årets første stævne, der fyldt med restriktioner blev afholdt i Vejle i starten af marts. 4 Silkeborg-svømmere deltog.
Forår og genåbning
Foråret meldte sin ankomst sidst i april. Danish Open blev afholdt 18 – 23 april. Selv under svære betingelser viser Silkeborgs bedste svømmere, hvad de er lavet af. Stævnet indledes med at Markus Kjeldsen sætter en flot klubrekord i 100 ryg (58.45), mens Helena Venø følger op i 50 fri. De to svømmere fik samlet 5 klubrekorder med hjem til Silkeborg.
Samtidig, nemlig den 21. april hoppede alle øvrige; K-svømmere, kunstsvømmere, svømmeskole- og ungdomshold omsider tilbage i vandet. Det blev for alvor forår med optimisme, glæde og taknemmelighed over igen at kunne træne og være sammen i vandet. Undervisningsafdelingens sæson slutter almindeligvis den 1. maj. Men I år kunne vi heldigvis få lov at bruge bassinerne helt frem til skolernes sommerferie. Det betød, at vi fik en næsten fuld sæson til alle undervisningshold.
I slutningen af maj ca. 6 uger efter vi kom i vandet fik vi noget forsinket svømmet klubmesterskab 2020. Der blev kåret klubmestre og spist pølser på græsplænen uden for klubhuset. Coronarestriktioner betød at såvel formand, bestyrelse som forældre måtte blive væk. Men svømmerne havde en fest og en oplevelse af at være i gang igen. Det var det vigtigste.
Sæsonen fortsatte med endags-stævner, mesterskaber og klubrekorder. Det blev til yderligere 5 af slagsen, hvoraf to var i 4X50 fri for såvel damer som herrer. På medaljesiden tog Markus DM-bronze i 200 ryg, mens Frederik Venø og Oliver Christensen svømmede sig til hver en sølvmedalje ved DM Junior i 400 IM henholdsvis 50 bryst. Simon Gaarde stod for 2 bronzemedaljer ved VÅM-langbane og Frida svømmede 3 sølvmedaljer med hjem fra Vest Børnemedley.
Sommeren bød desuden på 2 fyldte og succesrige Aquaskoler på Silkeborg Højskole. For førte gang introducerede vi undervisning i Open Water i Almen sø. Vi håber, at vi på et tidspunkt kan gøre det til en tilbagevendende aktivitet.
K-sprint er også ny holdtype i Silkeborg i 2021/2022. Holdet er for teenagere, der kan svømme og gerne vil træne flere gange om ugen. De har mulighed for at deltage i cup-stævner, men samtidig er der ikke mere træning, end at der også er tid til at dyrke andre interesser.
Efterårssæsonen 2021
Den nye sæsonen blev indledt med gyldige Coronapas på mobilen, og næsten uden restriktioner.
Vi valgte dog at holde fast i nogle af dem, bl.a. er forældre nu kun undtagelsesvis tilskuere i hallen, når der undervises og trænes. Fordelen er, at instruktørerne oplever større fokus fra børnene. Til gengæld savner vi, at forældre stille og roligt opdager, de muligheder for et aktivt fritidsliv, vi tilbyder i Silkeborg Svømmeklub.
Vi vil gerne tage det bedste med og lære af de løsninger, vi har fundet de seneste to år. Fremadrettet vil vi arbejde for at tilbyde endnu bedre rammer for at lære Silkeborg at svømme.
”Næsten uden restriktioner” er en sandhed med modifikationer. Nære kontakter, test og isolation har henover efteråret fyldt meget og ofte har den ene testomgang afløst den næste. Instruktører og hjælpeinstruktører har været utrolig løsningsorienterede og hjælpsomme. Det har betyder, at vi kun få gange har været nød til at aflyse hold, fordi en instruktør pludselig skulle i isolation som nær kontakt eller pga smitte. KÆMPE TAK til alle og især til Tine for din konstruktive tilgang til at løse alverdens udfordringer ofte kort varsel.
K-frivillig organisationen er igen i fuldt sving med at koordinere kørsel, holdleder og officials til stævner. Samtidig er arrangementsudvalget blevet eksperter i endags-stævner med og uden afstand. Vi har bl.a. afholdt Genopstartsstævne, Klubmesterskab og SSK julestævne. Senest kulminerede arrangementsudvalgets arbejde her i marts med et forsinket, men til gengæld helt fantastisk klubmesterskab 2021 med efterfølgende fest. Klubmesterskabet er tilbage med både tradition og fornyelse. Alt spillede. Dedikerede og hårdt arbejdende svømmere i vandet og forældre i hobetal på kanten som tilskuere. Stævnets og årets mange præstationer blev senere fejret behørigt med trænernes flotte taler til de mange, der blev fejret med såvel nåle som pokaler.
Vi prioriterer stadig uddannelse af trænere højt. Således var mange af instruktørerne i ungdomsafdelingen igen i efteråret på 2-dages tur til Aqua-inspiration i Esbjerg. Derudover har 9 instruktører gennemført svømningens grunduddannelse, mens Mathilde startede på Diplom-træneruddannelsen i efteråret.
Efterårets sportslige resultater bød igen på personlige rekorder og flere medaljer. Til DÅM svømmede Simon Gaarde sig til en bronzemedalje i 50 bryst, som sammen med flotte placeringer i de øvrige brystløb resulterede i en flot 2. plads i bryst kategori-konkurrencen. Til Vest Junior var der 2* bronze til Casper i 1500 fri og til Frederik Venø i 200 bryst. Frederiks bronzemedalje blev ved DMK-Junior vekslet til en flot sølvmedalje. Det gav samtidig tiden efterårets eneste klubrekord. Til gengæld har såvel Emil Togsverd som Sarah Froberg sat sig på adskillige årgangsrekorder.
Udover træning, stævner, kurser og masser af undervisning har efteråret også budt på masser af andre arrangementer. Det handler både om at nyde at vi igen kan være sammen og dyrke vores fælles passion i vandet. Men det handler også om at vænne sig til og lære, at vi nu rent faktisk igen kan tænke på andet end afstand og restriktioner. Det er ikke helt let. Vore instruktører og trænere har med Tine, Mathilde og Runa i spidsen ydet en kæmpe indsats for at vi alle sammen skal lykkes.
K1 og K2 tog på træningslejr i uge 42 i Brønderslev, K4 var til ValleCup, Der var Regionsmesterskaber i Struer, hvilket gave Simon og Silas en Regionstur til Sigma. Desuden var Oliver Christensen og Frederik Venø på inspirationstur til det nationale træningscenter NTC i Bellahøj.
Vi har haft hjælpeinstruktørdag, instruktørhyggestævne, ungdomsholdsstævne, halloween, juletræsfest for svømmeskolen og Jul i K med æbleskiver og pakkeleg.
Der er desuden lagt en kæmpe indsats af såvel instruktørudvalget, som af K-frivilligudvalget med at planlægge, koordinere og gennemføre de mange aktiviteter. Tak til alle jer, der bidrager til at give svømmerne givende, glade og lærerige oplevelser i Silkeborg Svømmeklub.
Det var lidt om året, der gik. Nu lidt om bestyrelsens arbejde.
Bestyrelsens arbejde
Bestyrelsen har det seneste år haft stor fokus på Corona og genstart af klubbens aktiviteter. Linjen har været, at vi gennemfører flest mulige aktiviteter samtidig med at vi overholder de anbefalinger og restriktioner, vi er pålagt. Det betyder også, at vi ikke opfinder ekstra tiltag – heller ikke når det var rigtig besværligt at navigere og få tingene til at fungere.
Vi er heldigvis mange i Silkeborg Svømmeklub, der gerne yder en indsats. Det er vi glade for. Vi har brug for alle, og der skal ske rigtig meget i klubben de næste år.
Jeg synes vi er kommet godt igennem de seneste års udfordringer. Det skyldes ikke mindst et aktivt personaleudvalg. Lottes rolle som personaleansvarlig, som talerør for bestyrelsen og især som inspirator for kontor-teamet kan ikke værdsættes nok. Der diskuteres stort og småt på tirsdagsmøderne et par gange om måneden. Men møderne skaber også struktur. F.eks. har årshjul og opgavebeskrivelser været et fokuspunkt de seneste måneder. Som ansatte i klubben udgør Tine Mølgaard, Mathilde og Runa sammen med klubbens træner- og instruktørteam et rigtig stærkt og engageret omdrejningspunkt for klubbens aktiviteter selv i et år, hvor mange svømmeklubber har ligget i dvale. Derfor en særlig tak til jer alle for en fantastisk indsats i hele 2021.
Bestyrelsen har længe ønsket at udvide klubbens indsats for at tiltrække sponsorater. Organisatorisk har vi derfor delt sponsorudvalget i 2; Sponsorstævneudvalget og sponsorudvalget. Sponsorstævneudvalget vil udelukkende koncentrere sig om at afvikle det årlige sponsorstævne, hvor K-svømmere svømmer længst muligt på en time. Sponsorstævnet har desværre har været aflyst i både 2020 og 2021. Vi planlægger at vende stærkt tilbage. Sponsorudvalget vil til gengæld fokusere indsatsen på, på klubniveau at indgå sponsorsamarbejder med lokale virksomheder. Aktuelt har Trine Vermund netop påtaget sig at være administrator på klubbens nye instagram-profil.
Vi har fortsat en sund økonomi i klubben. Det har vi også brug for i de kommende år. Med en forventning om stigende aktivitetsniveau er en stram styring af økonomien et nødvendigt fundament for udvikling af nye tiltag i de kommende år.
Som I netop har hørt, indvier Silkeborg nyt svømmecenter og klubben nye lokaler i 2024. Vi vil rigtig gerne være med til at fylde de nye rammer ud. Vi vil gerne være med til at mange flere børn, unge og voksne får mulighed for at lære at svømme og dyrke vandaktiviteter i det nye center som medlem i Silkeborg svømmeklub. Vi vil rigtig gerne lægge grundstenene til frugtbart og tillidsfuldt samarbejde med fonden bag det nye svømmecenter, med Silkeborg Kommune, Idrætsråd, øvrige svømmeklubber i Silkeborg Kommune, ligesom vi fortsat vil udvikle samarbejdet med Elite-Silkeborg, Silkeborg Højskole og Svømmecenter Nordvest. Og med de ord vil jeg gerne sige Tak til alle for samarbejdet i 2021.
Læg en kommentar