16 af Silkeborg Svømmeklubs årgangssvømmere (piger 05/06 – drenge 04/05) havde kvalificeret sig til de Vest Danske Årgangsmesterskaber på kortbane, der blev afholdt her i weekenden 29. – 31. marts i Thyhallens Svømmecenter i Thisted.
Sarah Froberg, Trine Lundø Michaelsen, Elea Amalie Poulsen, Mia Borup Mølgaard, Amalie Tolderlund, Annabella Marie Lauritzen, Emilie Bie Bock, Ester Lauritsen, Freja Buchholdt, Line Knudsen, Maja Friis, Mette Holstein, Silke Maria Pjengaard, Emil Togsverd, Nicklas Rossau Larsen og Kasper Hansen.
Forventningerne er altid store inden et Mesterskab
Denne gang særligt til pigerne, der til de Danske Årgangsmesterskaber i starten af februar havde præsteret forrygende i deres holdkapper. Og de skuffede os ikke!
Igen med Mette, Annabella og Amalie som de bærende kræfter der var med i alle 3 holdkapper, og med Sarah, Ester og Maja som fjerde pige på holdet i hver et løb, lykkedes det dem igen at hente hele tre af tre mulige medaljer hen over weekenden:
Lørdag aften tog de første stik ved at vinde sølv i 4x200m IM, i en samlet tid på 10:09.75.
Med en samlet tid på 2:01,49 indledte pigerne søndagen med at vinder 4x50m medley. Og minsandten om der ikke bliver fulgt op med endnu en guldmedalje i dagens afsluttende holdkap 4x100m fri i tiden 4:07.44.
Sejrene i holdkapperne viser at de gode resultater fra DM ikke var en tilfældighed, og dokumenterer en virkelig stærk bredde i Silkeborg Svømmeklub.
Men der blev også leveret individuelt.
Personlige rekorder i 9 ud af 10 starter. 26 placeringer inden for top 20, heraf 18 i top 10. Men når alt kommer til alt, drejer det sig jo om medaljer.
Annabella Marie Lauritzen (05) var på podiet to gange. Det blev med en tid på 5:32.61, til bronze i 400 medley. Og det blev til endnu en bronze i 200 ryg, som blev svømmet i tiden 2:24.39.
Vi var mange der havde forventet en topplacering fra Mette Holstein (05) i 200 bryst, som blev svømmet fredag. Herunder Mette selv. Ganske overraskende måtte hun tage til takke med en fjerde plads.
Det lykkedes hende så til gengæld, at hente sølv i søndagens 200 medley med en tid på 2:27.05
Sidste svømmer på Podiet var Sarah (06), da hun i teknisk flot svømmet løb i tiden 1:09.30 hentede sølv i 100 fly.
En god weekend, der skaber optimisme og et godt fundament for udviklingen frem mod Danske Årgangsmesterskaber på langbane til sommer.
Læg en kommentar