Genralforsamlingen 2023 – Læs formandens beretning her
Silkeborg Svømmeklubs generalforsamling 14. marts 2023
Formandens beretning
2022 har været et helt normalt år – og dog. Jeg tror ikke helt et sådant findes i virkeligheden. Men status ultimo 2022 på tørre tal viser, at Silkeborg Svømmeklub har 1.909 medlemmer, hvoraf knap 100 er K-svømmere. Vi har ca lige så mange teen-agere, der svømmer på undervisningsafdelingens forskellige teenagehold. Vi har et hold vandpolo, 1 hold i kunstsvømning samt et mastershold. Det hele styres af 11 timelønnede K-trænere og ca. 50 lønnede instruktører og hjælpeinstruktører samt især vores 3,5 fuldtidsansatte, som får såvel de faglige som de administrative opgaver og udfordringer til at spille.
Efter at have holdt fanen højt og snuden i sporet gennem to Corona-nedlukninger i 2020 og 2021, hvor vi, med respekt og overholdelse af gældende retningslinjer og restriktioner, holdt fast i at tilbyde mest muligt fællesskab og træning for vore medlemmer i hallen, på parkeringspladsen, foran klubhuset, på boldbanerne lidt nede af vejen, i skoven og online med en iderigdom og en vedholdenhed fra vores trænerstab og øvrige ansatte, som jeg altid vil beundre og være stolt af, startede bestyrelsen 2022 med at træffe beslutning om med kort varsel at udskyde klubmesterskabet fra januar, fordi vi ikke kunne holde klubmesterskabsfest.
Vi erstattede klubmesterskabet med et kravtidsstævne, hvor 40 af klubbens K-svømmere fik en fantastisk dag med masser af hurtig svømning. Nogle som opvarmning til danske årgang, andre fik testet januar-formen og fik et grundlag for forårets udviklingsmål.
Til gengæld gennemførte vi i marts et brag af et klubmesterskab – med tilhørende klubfest i fantastiske rammer. Det blev for alvor det mentale genstarts-skud for ”fællesskabet, hvor Silkeborg lærer at svømme” og siden har der været fuldt program i alle hjørner af klubben.
Undervisnings-afdelingen
Vi har fortsat succes i undervisningsafdelingen, hvor masser af vandglade børn lærer at svømme. Det er i 2022 lykkedes at få 2 timers ekstra vandtid i varmtvandsbassinet. Det betyder 4 ekstra babyhold. Holdene er meget populære og med til at sænke de traditionelt meget lange ventelister på netop disse hold.
Til gengæld er vi desværre blevet nødt til at aflyse vores ellers meget velbesøgte Aqua fitness-hold, som især er populært blandt voksne, da vi desværre ikke har kunne skaffe en instruktør.
Vores ældste ungdomshold (Swim Team Ung) har i år mere end det dobbelte antal deltagere end i sidste sæson. Vores Swim-Team-aften-arrangementer har også været godt besøgt. Her starter vi typisk i hallen og på tværs af holdene er der f.eks. vandpolo, skiskydning, afrikansk bombebold eller holdkapper på programmet. Herefter fortsættes i klubhuset med pizza, brætspil, musikquiz og masser af hyg.
Vores Crawl-teknik-kurser er velbesøgte. Både de voksne, som ønsker at forbedre sig for at svømme åbent vand, og de, der blot ønsker nye fif, deltager på kurserne.
Som et nyt tiltag blev alle instruktører i efteråret 2022 inviteret til at deltage i ”Aqua Inspiration”. Det var en kæmpe succes både fagligt og socialt. Det er første gang at den samlede instruktørstab har haft mulighed for at komme på fælles weekendtur samtidig. Det bliver ikke sidste gang.
Instruktørerne og hjælpeinstruktørerne vægter det sociale i klubben højt og til vores hygge-stævne for ansatte instruktører og hjælpeinstruktører var fremmødeprocenten over 90. Der blev danset i bassinet, svømmet blinde-forhindringsbane og konkurreret til den store guldmedalje. Dagen blev selvfølgelig afsluttet i klubhuset med fællesspisning og quiz og ”chill”.
Påskens og Sommerens Aqua skoler i 2022 var igen fyldte, både målt på deltagerantal og højt humør. Vi gentager selvfølgelig succeserne i 2023.
Desværre slås vi stadig med det, som vi tror er en Corona eftervirkning. Vi mangler i høj grad instruktører over 17 år til næste sæson. Vi leder med lys og lygte, og tror på, at vi kommer i mål, så vi fortsat kan være fællesskabet, hvor flest mulige i Silkeborg lærer at svømme. Men det kræver at vi har tilstrækkelig med instruktører, som ansvarsfuldt kan stå for planlægning og gennemførsel af den gode svømmeundervisning, som vi er kendt for.
MSV-afdelingen
Kunstsvømning har i år 10 deltagere, som deltager i stævner. Der har desuden været afholdt minitræningslejr med en enkelt overnatning i klubhuset. Holdet har en stor aldersspredning, da der i år er kommet flere yngre på holdet. Men samlet er en god dynamik, hvor de erfarne gerne deler ud af deres viden og giver plads i fællesskabet.
Vandpolo har også fået flere spillere og er nu blevet et mix-hold.
Masters er også i fuld sving med træningen. I november blev det ovenikøbet til ikke mindre end 21 individuelle guld-medaljer samt tre holdcap guldmedaljer ved ”Vest kort Masters”. Masters-svømmerne er også aktive åben vand svømmere. Flere deltog i Himmelbjerg Svøm, ligesom der traditionen tro var Nytårsdukkert i Almind sø den 31. december kl. 12.
K-afdelingen
Vi fik for alvor sat gang i K i slutningen af januar, da årgangssvømmerne præsterede flot til danske årgang (kortbane). Simon tog en bronzemedalje i 50 bryst og for første gang nogensinde kom en Silkeborg-årganghold-cap under 4 minutter i 4 * 100 fri. De 4 drenge var Simon Gaarde, Magnus og Frederik Vejvad samt Emil Togsverd.
Vi fortsatte i februar, hvor K1 tog på træningslejr i Nørresundby i uge 7 (turen til Cypern måtte aflyses pga. corona-rejse-restriktionerne), mens K2 og K3 var i Tommerup i påsken. Endelig gik træningslejren i uge 42 til Hjørring for K1 og K2.
Vi har i 2022 haft en fuld pakket stævne- og mesterskabskalender for både børnesvømmere, årgangssvømmere og junior/senior.
Mesterskabskalenderen tæller vest kort og lang – DÅM, DM-junior, DM-senior – som alle afholdes både på kortbane og langbane. Vi deltog desuden ved DM hold i 3. division samt ved regionsmesterskaberne. Sidstnævnte resulterede i en tur til Kiel for tre af vores svømmere, hvor de fik mulighed for at prøve kræfter med hvordan det er at være til stævne i udlandet.
I juni fik vi sagt god sommer og på gensyn til hinanden (og især til Runa) ved sommerafslutningen. På opstartsturen for alle K-hold i august fik vi rystet posen, så alle svømmere på tværs af hold og alder fik lært hinanden at kende – fik nye venner og dermed fik alle det bedste udgangspunkt for en god og begivenhedsrig sæson.
I oktober lykkedes det igen at afvikle sponsorstævne efter flere års Corona-pause. 61 svømmere deltog. Tilsammen blev der svømmet 172.400 meter med flittig opbakning og hep fra familie og bedsteforældre. Traditionen tro var der auktion i klubhuset over de mange gaver. Det blev en rigtig fin dag med højt humør og også et ganske pænt økonomisk resultat.
Efteråret bød på Halloween-hygge og julen blev skudt ind med både Julestævne og pakkeleg. Derudover og indimellem alt det andet har svømmerne på de forskellige K-hold deltaget i et hav af cup-stævner rundt omkring i landet.
Sportslige præstationer i K-afdelingen
På præstationssiden vil jeg fremhæve nogle få og ekstra flotte resultater.
Oliver Christensen og Frederik Venø sprængte rammerne og sikrede sig hver to klubrekorder i 2022. Oliver i 50 og 100 bryst. Frederik i 100 og 200 IM. Men de to seniordrenge bliver pustet i nakken af årgangsdrengene, der til sammen stod for ikke mindre end 17 årgangsrekorder fordelt på de 5 drenge: Emil Togsverd, Frederik Vejvad, Magnus Vejvad, Oliver Hallenberg og Simon Gaarde.
Det lover godt for fremtiden, hvilket også blev understreget til Vest årgang på langbane i april. Det stævne afvikles som en medley-kombinationskonkurrence. Her tog to Silkeborg svømmere en pokal med hjem. Simon Garde svømmer sig i level 5, mens Frida kommer i level 3. De to tager desuden henholdsvis 3 og 1 medaljer med hjem til en i forvejen talrig samling. Her vil jeg igen fremhæve drengenes holdcap. Denne gang med Magnus, Simon, Fredrik og Noah. De 4 drenge var aldeles ekstraordinære, da de i 4X50 medley lander øverst på medaljeskamlen og tager GULD. I samme weekend svømmer de sammen til en sølvmedalje i 4*100 fri og bronze i 4*200 IM.
De seje årgangssvømmere sluttede langbanesæsonen og gik på en velfortjent sommerferie med en sølv- og en bronzemedalje til Simon Gaarde og finalepladser til både Frida Vermund, Maja Juul og Lærke Pilgaard.
Vestmesterskaberne (både lang og kort) for de ældste svømmere kaster samlet 4 medaljer af sig. Her fremhæver vi en flot bronze til Kasper i 1.500 fri på langbane.
Årets nationale sportslige højdepunkt er uden tvivl Danish Open. Her komme samtlige landsholdssvømmere for at kæmpe for hurtige tider og topplaceringer i kampen om deltagelse i sommerens internationale mesterskaber, som i 2022 både talte VM, EM og nordiske mesterskaber. Derfor er konkurrencen ekstra hård. Ikke desto mindre fik Mikkel Mølgaard, Oliver Christensen og Frederik Venø tilsammen hele 7 finaler.
Sommerens DM på langbane blev holdt som en del af DM-ugen i uge 25 i Nørresundby. Om det er fordi det er Mathildes tidligere hjemmebane skal være usagt. Men Silkeborgs 4 drenge stod skarpt og trak 5 præ-seniormedaljer med hjem. Frederik Venø tog sølv i 200 IM og bronze i 100 Bryst og 400 IM, mens Oliver Christensen tog senior-bronze i 50 bryst. Han bliver desuden dansk mester i præ-senior. Endelig bliver det til præsenior-sølv i 100 bryst.
DM-ugen bød også på åbent vand svømning i Limfjorden. Her blev Christian Dansk mester i 5 km i sin aldersgruppe. Kæmpe Til lykke. Det blev også til en flot sølvmedalje til Line Knudsen for juniorer.
K-slutter 2022 flot af til Danske kortbanemesterskaber. Ved juniorernes mesterskab svømmer Emil Togsverd en flot finale og til senior i Vejle i december bliver det til ikke færre end 4 klubrekorder! og 5 præ-senior medaljer. Frederik Venø tager et dansk mesterskab i 200 IM præ-senior. Samtidig tager både han og Oliver Christensen yderligere hver 2 medaljer med hjem. 82 PR% over hele stævnet viser at alle K1-drengene giver den gas til træning og rykker niveau. Det lover godt for 2023.
Bestyrelsens arbejde
Bestyrelsen besluttede i foråret at genbesøge den strategi- og udviklingsplan, vi igangsatte i 2018. Vi synes, at vi på mange måder står et andet og bedre sted end dengang. Især har vi udviklet vores frivillig organisation – udvalgene er stort set selvkørende – vi har en beskrivelse af opgaver i alle udvalg, som udvalgene selv løbende opdaterer. Vi er også blevet meget bedre til løbende at gøre en indsats for at invitere flere primært K-forældre til at være med i fællesskabet og til en plads i et udvalg. Vi ved dog også at det er en proces, som vi hele tiden skal være opmærksomme på at forbedre.
Undervisning og K-frivillig
Såvel undervisningsudvalget, ungeudvalget som de mange i K-frivilligudvalgene har lagt en kæmpe indsats i at få at gøre dagligdagen til hverdag ved at planlægge, koordinere og gennemføre de mange aktiviteter i klubben. Tak til alle jer, der bidrager til at give svømmerne givende, glade og lærerige oplevelser i Silkeborg Svømmeklub. Vi er heldigvis mange i Silkeborg Svømmeklub, der gerne yder en indsats. Det er vi glade for. Vi har brug for alle, for der sker rigtig meget i dagligdagen.
Personale
Personaleudvalget har haft et meget travlt år. Runa sagde i sommer farvel til jobbet som talentudvikler. Samtidig gik Mathilde på barselsorlov umiddelbart efter Danske Langbanemesterskaber. Til lykke til både Mathilde og Rene med jeres charmetrold Magne. Han er heldigvis allerede startet til baby-svømning. Det bliver godt😊 Tak til Nichlas for at gribe muligheden og tage chancen, da du i sommer rykkede teltpælene fra Esbjerg til Silkeborg – først med fokus på K1 som barselsvikar, men også for at du var klar på at bidrage konstruktivt til at vi hurtigt fik K-trænerkabalen til at gå op, da Jasmin valgte at flytte destinationen for sit sabbatår fra Silkeborg til mere sydlige himmelstrøg.
Vi har også i 2022 holdt fast i Lottes rolle som personaleansvarlig og inspirator for kontor-teamet. Det kan ikke værdsættes nok. På tirsdagsmøderne et par gange om måneden diskuteres dagligdagens store og små udfordringer, men f.eks. er årshjul, opgavebeskrivelser og tilpasning, flytning og prioritering af opgaver løbende fokuspunkt. Det bliver det helt sikkert også de næste måneder. En særlig tak til Tine Mølgaard, Nichlas og Mathilde for at I sammen med klubbens øvrige træner- og instruktørteam også i 2022 har været et stærkt og engageret omdrejningspunkt for klubbens aktiviteter.
Nu er Mathilde med en Diplomtræneruddannelse og en ny titel som cheftræner tilbage fra barsel (husk hun har stadig helt fri om tirsdagen). Vi er stadig på udkig efter trænerressourcer til at supplere Mathilde og Nichlas. Men lige nu glæder vi os over at både svømmere og alle os andre skal nyde godt af Mathilde og Nichlas gode makkerskab i K i de næste mange år.
Sponsor-arbejde, kommunikation og økonomi
Bestyrelsen har længe ønsket at udvide klubbens indsats for at tiltrække sponsorater. Det kræver en dedikeret indsats og derfor delte vi opgaven op i 2 udvalg; Sponsorstævneudvalget og sponsorudvalget. Sponsorstævneudvalget lykkedes i efteråret 2022 at afholde et vellykket sponsorstævne med et pænt overskud. Det ligger dog ligger et stykke fra niveauet fra før Corona. Bestyrelsen holder ved og er allerede nu ved at planlægge sponsorstævne 2023.
Sponsorudvalget er i 2022 lykkedes med at lave en aftale om levering af ny klubdragt i samarbejde med SwimKing. Det er en rigtig fin aftale, som vi håber vi bliver glade for. Desværre har krigen i Ukraine betydet, at den lovede leveringssikkerhed ikke helt lever op til vores forventning. Vi tror på bedre tider, så vi alle lige om lidt vil kunne købe klub-tøjs pakker m.v. så alle er standsmæssigt påklædt.
Men der er stadig opgaver på to-do listen. Bl.a. er vi aktuelt på jagt efter en sponsor på vores instruktør-tøj i undervisningsafdelingen, hvor vi har omkring 50 instruktører og hjælpeinstruktører, som står klar til at lære Silkeborg at svømme. De vil gerne samtidig give en virksomhed med stærke værdier ekstra opmærksomhed.
På kommunikationssiden har vi i 2023 opgraderet med en instagram-profil, som administreres af Trine Vermund.
Vi har som vi skal se i forbindelse med gennemgang af regnskabet for 2022 fortsat en sund økonomi i klubben. Det har vi også brug for i det kommende år. Med en forventning om stigende aktivitetsniveau er en stram styring af økonomien et nødvendigt fundament for kommende års vedvarende udvikling.
Svømmecenter
Som I sikkert ved er den nye virkelighed med krig i Ukraine, højere elpriser og stigende renteniveau skabt usikkerhed for byggestarten på det nye Silkeborg Svømmecenter. Det er set fra mit synspunkt meget bekymrende. Silkeborg Kommune har hårdt brug for nye faciliteter, så alle børn har en reel mulighed for at lære at svømme og være i stand til at redde sig selv og andre. Mange flere børn, tweens, teens og voksne drømmer om et fællesskab og et foreningsliv med vand som omdrejningspunkt end vores nuværende rammer giver mulighed for.
Vores by, Silkeborg har brug for et langt større og mere tidssvarende bassinareal end det, der er i dag. Silkeborg Svømmeklub vil også fremover gøre hvad vi kan for at mange i Silkeborg lærer at svømme. Men der er i høj grad brug for politisk vilje og opbakning til at realisere Svømmecenteret. Vi synes svømning skal være for alle – det bliver det ikke i de eksisterende faciliteter.
Silkeborg Svømmeklub har fortsat vilje og kompetencer til at spille en central rolle i at fylde nye rammer. Vi vil gerne være med til at mange flere børn, unge og voksne får mulighed for at lære at svømme og dyrke vandaktiviteter i det nye center.
Jeg vil også benytte lejligheden til at fremhæve vigtigheden af fortsat at udvide pg udvikle det tillidsfulde og sammenhængende samarbejde vi har med alle de foreninger og andre samarbejdspartnere, der brænder for svømning og vandaktiviteter såvel i som uden for Silkeborg.
Særlig tak for samarbejdet til Fonden bag det nye svømmecenter. Tak til Silkeborg Kommune, Silkeborg Idrætsråd, HASI, Den lille Svømmeklub og de øvrige svømmeklubber i Silkeborg Kommune, EliteSilkeborg og selvfølgelig især Silkeborg Højskole og Svømmecenter Nordvest. Og med de ord vil jeg gerne sige
TUSIND TAK til alle jer svømmere, forældre, udvalgsmedlemmer og bestyrelsen for samarbejdet i 2022.
På vegne af Silkeborg Svømmeklubs bestyrelse.
Pia Johansen,
formand