Silkeborgs bedste junior og årgangssvømmere er i disse dage i aktion i henholdsvis Esbjerg og Nørresundby og der er blevet vist rigtigt flot svømning af de unge SSK’ere. Hos juniorerne var der allerede på første dagen 2 drenge i finalerne og med en personlig rekord på 2 sekunder og en hjemtur på de sidste 50 meter på 29.80 kæmpede Markus Kjeldsen sig op til sin første medalje ved et Dansk mesterskab og bronze i 400 medley i tiden 4.44.27 et lille ½ sekund foran nr. 4.

Mikkel Kirkegaard havde kvalificeret sig til finalen i 50 bryst som næstbedst med en personlig rekord på 7/10 dele sekund og 30.51 den 5. bedste tid på alle tiders SSK rangliste. Mikkel var lidt for anspændt til finalen, men svømmede stadig en flot tid i 30.93 som rakte til en 7. plads i A-finalen.

Hvor Mikkel og Markus var i A-finalen missede Esther Flø finale med få hundrededele og svømmede derfor B-finale i 50 bryst og med 34.94 indledende og 35.16 i finalen blev Esther nr. 12.

Også Helena Venø Elling kvalificerede sig til finalerne lørdag aften, da hun kom med i C-Finalen i 100 fri efter en personlig rekord på 1.00.41 og med en tid i samme niveau endte Helena som nr. 4 i C-finalen og samlet nr. 20.

Endelig var Markus Kjeldsen kvalificeret til C-finalen i 50 ryg efter 29.02 indledende – igen 5.bedste tid i klubben. C-Finalen blev fravalgt for at fastholde fokus på 400 medley og holdkappen hvor de 4 drenge i 4×100 fri svømmede en fin holdkap i 3.43.32 og en 12. plads.

Oliver Frølund og Jens Riisgaard var de 2 drenge der ud over Markus og Mikkel udgjorde holdkappen og begge drenge havde i deres individuelle 100 fri tidligere på dagen sat nye personlige rekorder Oliver i 55.69 og Jens i 56.19. Jens var også ude i 800 fri og blev en flot nr. 12 med 8.52.70 og forbedring af sin egen PR og 5. bedste tid i SSK.

Sidste SSK i vandet var Nicoline Bredahl der trods udfordringer med skader i foråret svømmede en fornuftig 800 lige omkring PR i 10.04.21.

Søndag var med lidt mindre højdepunkter, men især Markus og Jens havde nogle gode løb. Markus kvalificerede sig endnu engang til en plads i A-Finalen – denne gang i 200 ryg efter et meget tæt indledende opgør hvor 2.13.29 som nr. 7 blot var 6/100 dele foran 9.pladsen. I finalen forbedrede Markus sig igen og 2.12.82 rakte til 5.pladsen i finalen og var samtidig den hurtigste tid svømmet i SSK siden 2005 og 3.bedste på ranglisten.

Jens svømmede sig i B-finale i 400 fri i 4.15.71 og med endnu et sekunds PR og 4.14.90 rakte dette til en 7. plads i B-finale og samlet nr. 15. Tiden var også 5. bedste på alle tiders rangliste.

Der var ud over dette C-finaler til Esther Flø i 200 bryst som hun vandt i 2.47.24, Mikkel Kirkegaard også i 200 bryst som blev nr. 2 i C-finalen i 2.34.34 og endelig Helena Elling i 100 fly som dog kom ind som sidste mand i C-finalen.

Søndagen bød også på en holdkap hvor de 4 drenge i 4×200 fri svømmede sig i top 10 med 8.07.98 som nr. 9.